De danske kulturhuses usynlige sociale arbejde kortlægges for første gang

Med generøs støtte fra Lauritzen Fonden igangsætter foreningen Kulturhusene i Danmark en national undersøgelse af kulturhusenes sociale indsats i samarbejde med SocialRespons og BARC Scandinavia.

Hvad sker der, når kultur og socialt arbejde smelter sammen? Det spørgsmål står centralt i en ny, landsdækkende analyse, der kortlægger kulturhusenes rolle som sociale aktører. Projektet er sat i gang af foreningen Kulturhusene i Danmark i samarbejde med den antropologiske analysevirksomhed SocialRespons og rådgivningsfirmaet BARC Scandinavia.

Kulturhusene er blandt Danmarks mest besøgte kulturinstitutioner. Med over 460 huse fordelt i alle afkroge af landet og op mod 16 millioner årlige besøgende, fungerer de som vigtige knudepunkter for lokalt engagement, fællesskaberne og kultur. Men mange kulturhuse fungerer også som sociale frirum og uformelle støttestrukturer – en rolle, der hidtil har været overset og underbelyst.

Kamilla Søgaard, Projektchef i Lauritzen Fonden, udtaler:

"Kulturhusene i Danmark er en mangfoldig størrelse - også ift. hvordan de er organiseret. Fælles for dem alle er, at de gennem kulturen skaber platforme for forskellige typer af fællesskaber. Det er der i den grad brug for, men der er også brug for, at vi bliver bedre til at forstå og forbedre kulturhusenes rolle og muligheder for at skabe social mobilitet. Med den her analyse kan vi sikre et fælles udgangspunkt for den samtale og det videre arbejde."

I et presset velfærdssystem tilbyder kulturhusene et lokalt frirum for socialt udsatte borgere, og flere kulturhuse kommer derfor til at agere som en usynlig spiller i den sociale mobilisering. Kulturhusene i Danmarks daglige leder, Matilde Lund Larsen, uddyber:

”I mit arbejde med mennesker i og fra landets kulturhuse er det åbenlyst, at kulturhusene spiller en helt unik og overset rolle i den sociale mobilisering. Derfor er jeg også virkelig glad for, at vi med støtte fra Lauritzen Fonden kan kaste lys over landskabet som det ser ud nu og blive klogere på hvordan vi fremadrettet kan understøtte og styrke indsatsen på landsplan.”

Kulturhusene har en unik mulighed for at tiltrække mange forskellige brugere, da der er mange aktiviteter og deltagelsesmuligheder. Samtidig danner flere kulturhuse ramme for forskellige tilbud inden for socialpsykiatrien. Dette skaber en let og naturlig overgang til at træde ind i husets fællesskab, hvor man ikke bare oplever at være en, der skal hjælpes, men en, der kan bidrage og skabe.

Kulturhusene i Danmark ønsker med dette projekt aktivt at styrke social mobilisering gennem kulturen. Undersøgelsen skal identificere og løfte de mest virkningsfulde eksempler fra 12-15 udvalgte kulturhuse i Danmark og skabe en fælles analyseramme, der gør det muligt at dele og videreudvikle erfaringer, metoder og organisering på tværs af landet.

Social mobilisering er et komplekst felt, der kræver stærke samarbejder, politisk opbakning og struktureret vidensdeling. Derfor er projektet søgt i samarbejde med BARC Scandinavia og Social Respons – partnere med stærk faglighed indenfor feltet og erfaring med at bygge bro mellem forskning, praksis og samfundsengagement.

"I vores arbejde som videnspartner i civilsamfundet taler vi med mange mennesker i sårbare livssituationer, og af og til dukker kulturhusene op i deres fortællinger som en positiv kraft i deres liv. Med denne undersøgelse vil vi blive klogere på, hvilken rolle kulturhusene faktisk spiller - og løfte de gode eksempler frem, som andre måske kan lade sig inspirere af." Sofie Bertolt Winther, Partner i SocialRespons

“For mange borgere er kulturhusene det første eller det faste møde med kulturen. Dermed løser kulturhusene en vigtig grundopgave i lokalsamfundene, nogle med tilrettelagte tilbud og andre ved at slå dørene op. Men vi har længe siddet med en oplevelse af, at kulturhusene løser en række vigtige samfundsopgaver i snittet mellem kultur- og socialområdet og det bliver spændende at få det frem i lyset” Martin Buck Hegaard, Stifter og administrerende direktør i BARC Scandinavia.

Projektet er en del af en større strategisk indsats, hvor Kulturhusene i Danmark med en helt ny strategi, som udkommer efteråret 2025, vil udvikle organisatoriske værktøjer, der gør kulturhusene endnu bedre rustet til at bidrage til social mobilitet, demokratisk deltagelse og bæredygtige, lokale fællesskaber."

Undersøgelse

Undersøgelsen tager udgangspunkt 12-15 kulturhuse. De første 8 kulturhuse er udvalgt med udgangspunkt i at sikre spredning i organisering, geografi og indsatsstrukturer. De udvalgte kulturhuse er:Maskinhallen i Frederikshavn, Maltfabrikken i Ebeltoft, Ungdomskulturhuset UKH i Aarhus, Platformen i Esbjerg, INSP i Roskilde, Trekanten i Aalborg, Liv i Stationen i Ringe og Korsør Kulturhus.

De sidste kulturhuse findes igennem open call, og du kan stadig nå at ansøge.

OPEN CALL

Skal jeres kulturhus være med i landsdækkende analyse, der kortlægger kulturhusenes rolle som sociale aktører?
Send en mail senest d. 2. juni til Kulturhusene@kulturhusene.dk med en kort beskrivelse (max 200 ord) af jeres kulturhus’ rolle i social mobilisering, samt motivation for at deltage i undersøgelsen.

Hvad kræver det af os at deltage?
Et interview med jer, der driver kulturhuset før sommer på max 2 timer og herefter samle og videreformidle kontakt til en gruppe deltagere fra huset til brugergruppeinterview efter sommerferien. Derudover skal I kunne indsamle information om bl.a. organisering, økonomiske rammer og relevante partnerskaber, samt godkende citater og beskrivelser til undersøgelsen.

Ved spørgsmål til undersøgelsen og deltagelse, kontakt Kulturhusene i Danmarks daglige leder, Matilde Lund Larsen på mail: Matilde@kulturhusene.dk eller telefon: 93 60 87 44