Kulturhusene i Danmarks medlemmer repræsenterer et bredt spektrum af små og store kultur-, aktivitets-, medborger-, kvarter, og beboerhuse fordelt over hele landet. De har det til fælles, at de både formidler kunst og kultur og faciliterer deres brugeres egne aktiviteter. De udgør dermed både et kulturelt og et socialt samlingspunkt lokalt i deres by eller bydel.
Som medlem af foreningen er man med til at støtte hele området, via det arbejde, der gøres for at højne kulturhusenes vilkår. Samtidig indgår man i et fagligt netværk, og Kulturhusene i Danmark arbejder for at styrke kontakten og videndelingen medlemmerne imellem.
For at skabe plads til, at både små og store huse har mulighed for at indgå i det fællesskab, har foreningen differetierede kontingentsatser, således at de kulturhuse, der modtager de største offentlige driftstilskud, betaler mere end de, der kun er støttet med få eller ingen midler. Det betyder, at også husforberedende grupper har mulighed for at melde sig ind og få gavn af den store viden, der er repræsenteret i foreningen. De fire forskellige kontingentsatser kan ses under menuen Indmeldelse.
Kulturhusene i Danmark tilbyder derudover sine medlemmer en række fordele:
Medlemshusene synliggøres via foreningens hjemmeside, hvor de bl.a. indgår i en fælles arrangementskalender, udarbejdet i samarbejde med Kultunaut.
Foreningen afholder årligt minimum to konferencer eller seminarer med både fagligt indhold og netværks-karakter. Ved disse arrangementer deltager personer, der er tilknyttet et af foreningen medlemshuse altid til favorabel medlemspris. Læs mere om vores arrangementer her.
Ligeledes tager foreningen løbende initiativ til kurser og projekter, der er direkte målrettet kulturhusenes behov, og ved disse arrangementer vil medlemmer som oftest have fortrinsret til deltagelse og også tilbydes en særlig medlemspris. Læs mere om hhv. kurser og projekter.
Udover foreningens generelle nyhedsbrev modtager medlemshusene jævnligt en elektronisk 'medlemsinfo', hvori der informeres om kulturhus-specifikke aktiviteter, aktuelle puljer, nyheder og tilbud.
Foreningen har med mellemrum mulighed for at tilbyde kunst- og kulturevents til medlemmerne til særlig favorabel pris. Det kan være en udstilling, en koncert, et foredrag, en forestilling eller lignende. Disse tilbud annonceres via foreningens medlemsinfo.
Kulturhusene samarbejder med det online billetsalgssystem Place2Book, der er markedets billigste for både arrangører og kunder, og derfor også velegnet til mindre eller gratis arrangementer. Medlemshuse samt deres eksterne arrangører, såsom musikforeninger o.l., tilbydes rabat ved køb af reklamepladsen på printselv-billetten. Samtidig har man som medlem mulighed for at støtte foreningen gennem anvendelse af systemet. Læs meget mere her.
Sekretariatet yder rådgivning og støtte ved fx. nyetablering, modernisering eller omstrukturering af kulturhuse. Prisen afhænger af rådgivningsforløbets omfang og varighed, men der vil alid være tale om en yderst rimelig sats for medlemmer.
Kulturhusene i Danmark repræsenterer områdets og medlemmernes interesser i en række råd og organisationer. Foreningen er således medlem af den rådgivende komité i Den Trygge Kommune og er engageret i det faglige udvalg for teater-, udstillings- og eventteknikeruddannelsen under Industriens Uddannelser.
Derudover repræsenterer foreningen kulturhus-området overfor politikerne på området og i forhandlinger med fx. KODA og lignende parter.
Kulturhusene i Danmark har indgået en aftale med KODA, der er særligt tilpasset foreningens medlemmer og deres aktiviteter, og som omfatter ikke-kommerciel brug af musik. Nærmere information samt en vejledning vedr. brug af aftalen kan fås ved at kontakte KHiD's sekretariat.
Foreningen bidrager også til at styrke det internationale arbejde, særligt på europæisk niveau, gennem sit medlemsskab af European Network of Cultural Centres (ENCC), hvori foreningen også er repræsenteret i bestyrelsen. Medlemmer af Kulturhusene i Danmark har mulighed for at deltage i fx. studierejser og medarbejderudvekslingsprogrammer i ENCC's regi. Via ENCC er Kulturhusene i Danmark repræsenteret i organisationen Culture Action Europe (tidl. EFAH), der taler hele kulturområdets sag overfor EU, og foreningen har også kontakt til den verdensomspændende kulturhus-organisation I3C. Læs mere om Kulturhusenes internationale arbejde her.
Ved yderligere spørgsmål omkring medlemskab, er man velkommen til at kontakte foreningens sekretariat på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller på telefon 33 14 12 00.
Kulturhusene i Danmark har for nylig indgået en ny aftale med Koda, der omfatter ikke-kommerciel brug af musik. Den ny aftale gør det både administrativt lettere og økonomisk mere overkommeligt for kulturhusene at frikøbe små arrangementer, såsom dansearrangementer, viseaftner, comedy og mindre koncerter.
Som noget helt nyt omfatter aftalen ikke alene de kulturhuse, som er medlemmer af Kulturhusene i Danmark, men også den underskov af eksterne arrangører - frivillige foreninger såvel som lokale ildsjæle - der afholder deres arrangementer i husene og medvirker til at skabe et aktivit, lokalt kulturliv i alle egne af landet.
Fra både Koda's og KHiD's side forventer man, at aftalen vil styrke den ikke-kommercielle brug af musik, og der er derfor stor glæde fra begge sider over, at aftalen nu er faldet på plads.
Læs pressemeddelelsen om aftalen her.
Vejledning vedr. brug af aftalen kan rekvireres ved at skrive til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Foråret er på vej, og den 7.-8. maj er det tid til at mødes til årets store Hustræf. Konferencen står i år i fællesskabets tegn. Vi sætter nemlig fokus på den aktivt involverende kulturs sociale sider og de gavnlige effekter af at være fælles omkring kunst og kultur.
Kunst og kultur skal i denne forbindelse forstås meget bredt. De sociale aktiviteter omfatter nemlig et væld af spændende, sjove, samlende og endda folkeoplysende aktiviteter, såsom fællesspisning, quizaftner, strikkeklubber, debatarrangementer samt ikke mindst alt det produktive, der foregår i husenes værksteder.
Overskriften har vi hentet fra tysk, hvor begrebet dækker over netop denne mangfoldighed af aktiviteter, og hvor kulturhusene kaldes "Soziokultureller Zentren".
Men hvad er det egentlig, der er det særlige ved disse aktiviteter – hvad er det de kan, som man ikke finder andre steder i dansk kulturliv? Hvilke kvaliteter og værdier repræsenterer de? Og hvordan videreudvikler vi dem, så de følger med nye behov og tendenser i tiden?
Temaet har vi delt op i tre spor, så man har mulighed for at gå i dybden med de emner, der er mest interessante for én selv. Spor 1 handler om makerspaces og uformel læring, spor 2 tager fat om kulturhusene og det sociale ansvar, mens spor 3 kigger nærmere på den demokratiske dannnelse, der er forbundet med deltagelse i kulturelle aktiviteter. Til hvert spor knytter der sig en ekskursion, et oplæg i plenum og to forskellige workshops. Selvom ekskursioner og workshops hænger tematisk sammen i de enkelte spor, kan man frit kombinere de enkelte blokke, og man behøver altså ikke at følge det samme spor hele vejen igennem konferencen.
Tre hovedoplægsholdere giver dig et bredere perspektiv på de forskellige spor. Du kan således møde Flemming Jørgensen fra Coop, der vil fortælle om "Lokale partnerskaber - lokalt ansvar", Signe Jarved fra Kultur Valby, der videregiver sine erfaringer med "Makerspaces, værksteder og den uformelle læring", mens Laust Kristensen fra Center for frivilligt socialt arbejde vil gøre os klogere på "Kulturen og den (frivillige) sociale indsats."
Samtidig er vi glade for, at Dansk Folkeoplysnings Samråds formand, Per Paludan Hansen, har sagt ja til at præsentere DFS' nye projekt "Folkeoplysning for flygtninge."
Konferencen henvender sig til både ansatte og frivillige i kulturhusene og andre kulturinstitutioner, kommunalt ansatte, politikere og andre, som deler interessen for kulturens sociale aspekter og det samfundsmæssige udviklingspotentiale, der ligger heri.
Det er Christianshavns Beboerhus, der byder os inden for i år, hvor de også fejrer husets 40 års fødselsdag. Du vil derfor også få et spændende indblik i et af foreningens ældste medlemshuse, der har en spændende historie bag sig og spiller en stor rolle som lokalområdets kunstneriske og sociale omdrejningspunkt.
Download det samlede program for konferencen her og tilmeld dig via dette link.
Sidste frist for tilmelding er torsdag den 30. april.
Kulturhusene i Danmarks medlemmer repræsenterer et bredt spektrum af små og store kultur-, aktivitets-, medborger-, kvarter, og beboerhuse fordelt over hele landet. De har dét til fælles, at de både formidler kunst og kultur og faciliterer deres brugeres egne aktiviteter. De udgør dermed både et kulturelt og et socialt samlingspunkt lokalt i deres by eller bydel.
Kulturhusene i Danmark tilbyder sine medlemmer en lang række fordele:
Differentierede kontingentsatser
Faglig udvikling
Netværk
Sparring og rådgivning
Vidensdeling
Repræsentation og samarbejde med relevante aktører
Særligt favorable medlemstilbud
International vidensdeling og samarbejde
Ved yderligere spørgsmål omkring medlemskab, er man velkommen til at kontakte foreningens sekretariat på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Velkommen til Det Gode Hus!
Det Gode Hus er først og fremmest et værktøj for alle, der ønsker at skabe udvikling i landets mange - i forvejen - gode Huse.
I Det Gode Hus kan alle med interesse for udviklingen af nye og eksisterende Huse finde og ikke mindst dele viden om Hus-drift.
Det Gode Hus tager udgangspunkt i, at alle kulturhuse i Danmark har det tilfælles, at de faciliterer og formidler kunstneriske og kulturelle aktiviteter. Husene faciliterer ved at stille lokaler, værktøjer og viden til rådighed for borgerne, og Husene formidler kunst og kultur via alle de mange offentlige arrangementer, der afvikles på scenen, i caféen eller andre steder.
Det Gode Hus er i sin grundlæggende struktur helt afhængigt af, at netop DU vil benytte mulighederne for at søge ny viden og for at dele den viden - som netop du er i besiddelse af - med andre.
Uanset om du er leder, medarbejder, bruger, politiker, embedsmand, samarbejdspartner eller blot nysgerrig, er du meget velkommen, og netop dit bidrag - i form af konkret viden, spørgsmål eller debat - er helt afgørende for kvaliteten af Det Gode Hus.
Af samme årsag opfordrer foreningen Kulturhusene i Danmark dig til at bidrage med stort og småt, med kritik og forslag, med højt- og lavtflyvende idéer, for kun derved er vi i stand til at forme og udvikle Det Gode Hus.
Hvis det er første gang du er inde i Det Gode Hus, er det en god idé, at prøve vores Hus-test. Hvis du vil søge efter andre informationer skal du blot vælge en aktivitet i menuen øverst til venstre, og derefter vælge det relevante arkiv.
God fornøjelse og på forhånd tak for dit bidrag!
OBS! Du skal være logget ind for at benytte Det Gode Hus
Kulturhusene i Danmarks medlemmer spænder vidt - fra de mindste frivilligt drevne huse i landdistrikterne til de største, kommunale enheder i storbyerne. Fælles for dem er, at de både formidler kunst og kultur på højt niveau og samtidig faciliterer lokale igangsættere med fysiske rammer og nødvendig viden.
Kulturhusene danner dermed en tryg og inspirerende ramme om det lokale foreningsliv, de frivillige ildsjæle og de upcoming kunstnere samtidig med, at de fungerer som scener for de etablerede kunstnere.
De danske kulturhuse er kulturelle og sociale mødesteder. De er kendetegnet ved deres stærke lokale forankring og deres tætte kontakt til borgerne, hvilket gør dem enestående i dansk kulturliv.
Kulturhusene arbejder lokalt for at styrke et inkluderende og mangfoldigt kulturliv, og gennem deres medlemskab af landsforeningen Kulturhusene i Danmark støtter de den nationale udvikling på området.
Skal dit kulturhus være medlem? Klik her for at gå til indmeldelse eller klik her, hvis du vil læse om de mange medlemsfordele.
Kulturhuset INSP! i Roskilde har modtaget en donation på 300.000 kr. fra Lauritzen Fonden, og pengene skal nu bruges til at sætte gang i en masse sociale og kulturelle aktiviteter for unge.
"For os er det interessant, hvordan INSP! kombinerer et kreativt og socialt ungemiljø. Vi skal gå nye veje, hvis vi vil sikre alle unge en plads i fællesskabet. Hos Lauritzen Fonden tror vi på, at alle har noget de kan byde ind med, det handler bare om at skabe de mest optimale rammer. Hos INSP! kan unge med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger få adgang til nye muligheder sammen. Det er en visionær og langsigtet tankegang, som vi i fonden meget gerne vil støtte op om og se lykkes," udtaler fondens direktør Inge Grønvold.
Hvis du ønsker at melde dit kulturhus ind i Kulturhusene i Danmark, kan du downloade en oversigt over kontingentsatser samt en indmeldelsesblanket i wordformat, som du finder nederst på denne side.
Du er også velkommen til at kontakte sekretariatet for yderligere information på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Kulturhuset INSP! i Roskilde kan i øjeblikket glæde sig over, at de har modtaget en donation på 300.000 kr. fra Lauritzen Fonden. Pengene skal bruges til at sætte gang i en masse sociale og kulturelle aktiviteter for unge, og Mads Østergaard Nielsen, som skal være tovholder på de nye aktiviteter, er selv ung Roskilde-borger. Han er især glad for den åbenhed og mangfoldighed, han oplever i kulturhuset. Samtidig er han optaget af den synergi, der opstår, når mange forskellige mennesker og aktiviteter bringes sammen.
Og det er netop INSP!'s åbne og inkluderende ungemiljø, der har vakt genklang hos Lauritzen Fonden:
"For os er det interessant, hvordan INSP! kombinerer et kreativt og socialt ungemiljø. Vi skal gå nye veje, hvis vi vil sikre alle unge en plads i fællesskabet. Hos Lauritzen Fonden tror vi på, at alle har noget de kan byde ind med, det handler bare om at skabe de mest optimale rammer. Hos INSP! kan unge med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger få adgang til nye muligheder sammen. Det er en visionær og langsigtet tankegang, som vi i fonden meget gerne vil støtte op om og se lykkes," udtaler fondens direktør Inge Grønvold om baggrunden for donationen.
Læs mere her
Få inspiration, praktiske råd og værktøjer til, hvordan du kan spare på energien og budgetterne på spillesteder, kulturhuse og natklubber.
Huset-KBH og EE MUSIC inviterer dig til workshop og netværksarrangement om energibesparelse og bæredygtighed i musik- og eventbranchen. Workshoppen vil byde på praktiske råd og værktøjer, best practise cases og paneldebat mellem spillesteder, artister, promotore og andre relevante aktører og bagefter vil det være muligt at netværke og debattere med forskellige aktører fra den danske musikbranche.
Lyder det interessant for jer så læs videre i vedhæftede indbydelse.
Ønsker i at deltage kan i tilmelde jer på følgende link:
https://www.eventbrite.co.uk/e/ee-music-workshop-and-evening-copenhagen-denmark-tickets-19209829116
Der er kun 25 pladser til workshoppen, hvorfor deltagelsen vil være efter “først til mølle” princippet. Til aftensarrangementet er der fri tilmelding.
I må derudover - hvis i ønsker at deltage i workshoppen - meget gerne sende en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. med en enkelt linie om hvem i er - så sikrer vi at indholdet bliver tilpasset jeres behov.
Vi glæder os til at se jer alle
Den 30. januar 2016 var en særlig dato i Glumsø. Mellem 150 og 200 mennesker var mødt op for at fejre indvielsen af ”Loftværket” – det åbne, brugerdrevne værksted på 1. sal i Medborger- og aktivitetshuset ”Kroen”, den gamle Glumsø Kro, lige oven over Café Rejseladen.
Åbningsceremonier er altid særlige, og åbningen af en ny kulturfacilitet er heller ikke noget, der finder sted hver dag. Alligevel var åbningen af det nye værksted i Glumsø særligt særligt. Særligt, fordi der er gået mange års forberedelser, møder, arbejde, benspænd og forventninger forud for denne åbningsdag.
Særligt for foreningen Loftværkets bestyrelsesformand, Elisabeth Tramm, som vi fanger på en telefon for at få hendes beskrivelse af værkstedets lange og svære fødsel.
Drømmen om et åbent værksted
Det hele begyndte i virkeligheden helt tilbage i 2004. Her købte Suså Kommune (nu Næstved kommune) den gamle Glumsø Kro, der blev omdannet til Medborger- og aktivitetshus. Den lille by Glumsø, der tæller godt 2000 hoveder, havde fået endnu et kulturhus (Udover Glumsø Biograf & kulturhus, som er frivilligt drevet på 30 år). Medborger- og aktivitetshuset er egentlig en foreningsfacilitering med et brugerråd som kobler brugerne og kulturforvaltningen i kommunen. Foreningen Café Rejseladen driver frivillig café på 9. år i huset.
Men drømmene sluttede ikke her. Kroens øverste etage var indrettet med gamle kroværelser, og i dem holdt to foreninger til; billardklubben og et musik-øvelokale. 1. sal var hverken brandsikret eller isoleret..Og Elisabeth Tramm fik derfor den ide, at huset kunne udvides med et åbent kreativt værksted, der kunne supplere alle de andre kulturhus-aktiviteter, der allerede fandt sted i underetagen.
Foreningen Kreativt Værksted blev stiftet i 2008, og her begyndte det lange møjsommelige arbejde med at skaffe midler til at få renoveret kroens øverste etage. Elisabeth Tramm blev fast gæst på Rådhuset, hvor hun forsøgte at skabe interesse for projektet. Trods sympati for idéen var det på det tidspunkt ikke nogen smal sag at få Næstved Kommune til at sende flere penge i retning af den lille by på Midtsjælland.
Tidligt i processen meldte Elisabeth Tramm sig til Kulturhusene i Danmarks – der dengang hed Huse i Danmark – projektmagerforløb Projektstationerne, hvor hun arbejdede intensivt med at realisere planerne og blandt andet fik gode input til, hvordan man fundraiser. ”Hvorfor snakker du med embedsmændene og ikke politikerne?” var der en, der sagde til hende undervejs.
Og det hjalp faktisk at gå direkte til politikerne. Efter mange henvendelser, møder og indsendte ansøgninger lykkedes det at rejse den første million. De fleste af støttemidlerne kom fra kommunen, via LAG Næstved (Lokale Aktionsgrupper), men også Lokale- og Anlægsfonden og Næstvedegnens Landbrugsfond var med til at spæde til. Selv KHiD kunne skrive sig på bidragstavlen med et mindre beløb. Glæden var til at tage og føle på i Glumsø.
Den ånd som kulturhuse skabes af
I 2009 fik Elisabeth Tramm Kulturhusene i Danmarks hædersbevisning Den Gyldne Skovl. I sin tale sagde den daværende formand, Jan Mols Poulsen fra Tobakken: ”Denne skovl gives til personer der - som det er formuleret i statutter og annaler - har gjort noget særligt til gavn for husene eller handlet i ”foreningens ånd ”. Kære Elisabeth, HiD’s bestyrelse mener ikke, du har handlet i ”foreningens ånd”. Vi mener ganske enkelt, at det er mennesker som dig, der ER foreningens ånd, og det er netop den ånd som kulturhuse skabes af!!”
Men forsøget på at sparke døre ind tog på kræfterne, og på et tidspunkt gik projektet i stå. ”Jeg gik simpelthen træt,” siger Elisabeth Tramm. Det var lykkedes at skaffe halvdelen af de midler, der skulle få det kreative værksted til at leve, men der var ikke overskud til at skaffe den sidste million.
Kommunen i aktion
Ved indgangen til året 2013 kom der dog pludselig en henvendelse fra Næstved Kommune selv: Måtte de have lov til at overtage projektet? Ja tak, blev der sagt. Efter et par års sagsbehandling med ministeriet for Fødevare-erhverv (som administrerer LAG-midlerne) blev det til en fifty-fifty finansiering. Og derfra gik det rigtig stærkt. De midler, som projektet tidligere var blevet bevilget, men ikke havde fået brugt, stod til at udløbe, og derfor skulle hele renoveringen af loftet påbegyndes marts 2015 og være afsluttet og afrapporteret inden udgangen af juni 2015. Det lykkedes, og den 30. januar 2016, blev der altså foretaget en helt officiel åbning af Loftværket.
Glumsø har nu sit eget kreative værksted, hvor man allerede kan deltage i arrangementer som VVV (Vi Vender Vinyl), Strik & Drik, Tegnetræning og DIY. Aktiviteter, der gerne skulle vokse og gro og blive flere med tiden. ”Glumsø er jo gået hen og blevet et eksempel på alt det gode, der foregår i Udkants -Danmark,” griner Elisabeth Tramm. Her kommer ingen og gør det for os – vi gør det selv!
Hele vejen igennem har det været en grundsten i projektet, at værkstedet skulle være åbent for alle, og sådan er det også blevet. Bestyrelsen opfordrer gerne folk til at blive medlemmer af foreningen Loftværket for den beskedne sum af 50 kr. om året. Men det er ikke nogen betingelse, og det er op til folk selv, om de vil, betoner Elisabeth Tramm, ”Økonomi skal ikke være en hindring, især ikke for de børn og unge som nu har en helt ny mulighed for at komme ind i huset, uden at være hooket op på et medlemskab af en forening, som ellers er et krav for at opholde sig i huset.”
Nye drømme venter
Om planerne for fremtiden siger hun: ”Det er et stort ønske at få gjort værkstedet mere brugerdrevet. Vi får masser af anerkendelse, men folk skal også lige forstå, at det altså ikke er en servicecentral. De skal selv skabe indholdet og gøre Loftværket til et fedt sted at være”.
Derudover er der selvfølgelig en masse konkrete ønsker og planer. Loftværket har indgået et samarbejde med skolen via den nye skolereform, hvilket betyder, at skolen kan benytte faciliteterne om formiddagen. Forhåbentlig vil de børn som bliver for gamle til SFO-ordningen også have lyst til at bruge stedet om eftermiddagen, hvor der vil være åbent og en enkelt ”loftvært” der holder øje med, at ingen kommer noget til.
Også byens 20-25 flygtninge fra Myanmar, Syrien og Eritrea er tænkt ind i planerne. Man samarbejder med kommunen og inviterer dem indenfor, så de kan se faciliteterne og måske få lyst til selv at benytte dem. Det samme bliver formændene for det lokale foreningsliv, og håbet er, at både nye og gamle Glumsø-borgere kan mødes og lære hinanden bedre at kende, så flygtningene afmystificeres, og man undgår konflikter: ”Foreningerne skriger på flere frivillige, og måske kunne de invitere nogle af flygtningene indenfor. ”
”Netop fordi du stadig, stædigt og ufortrødent arbejder videre fortjener du i den grad at blive kåret til Husenes ridder af Den Gyldne Skovl” blev der også sagt i talen ved prisoverrækkelsen tilbage i 2009. Der var nok ikke nogen, der havde forventet, at der skulle så megen tålmodighed til, før tid og timing gik op i en højere enhed. I tilfældet Loftværket skulle der 7 år og masser og masser af hårdt arbejde til, fra den spæde ide fødtes, til det rette momentum opstod, og planerne endelig kunne føres ud i livet. Men nu er det det her, det åbne, kreative værksted i Glumsø.
Besøg Loftsværkets hjemmeside på http://www.loftvaerket.dk/ og find dem på Facebook.
Man er også altid velkommen til at kigge forbi (transporttiden fra København er kun en time) til en kop kaffe, en rundvisning og erfaringsudveksling.
Du kan også læse hele talen fra overrækkelsen af Den Gyldne Skovl til Elisabeth Tramm her nederst på siden.
VSL
Mali, Egypten, Ungarn, Irak, Brasilien. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvad der binder de fem lande sammen. Men selvom geografi og kultur er forskellig, så har landene det til fælles, at de er nogle af ”Verdens Brændpunkter”. De er ramt af konflikter eller gennemgribende problemer og derfor valgt ud som fokusområder for et musik- og samfundsfagligt skoleforløb udviklet og produceret på det kombinerede kulturhus og spillested Klaverfabrikken i Hillerød af spillestedsleder, Jens Jepsen, og musik-booker, Jens Rømer.
Et simpelt koncept
”Det er et simpelt koncept,” fortæller Jens Rømer, og beskriver projektet: Herboende musikere med anden etnisk baggrund fortæller de personlige beretninger om deres liv og det land, de kommer fra, ja måske endda er flygtet fra. Foredragene krydres med musikalske smagsprøver og afholdes på Hillerøds skoler. Bagefter inviteres eleverne ind på Klaverfabrikken til en koncert, hvor de samme musikere spiller musik med rødder i det land, de oprindeligt stammer fra.
Verdens Brændpunkter er nu på vej med sin femte sæson i efteråret 2016. Sæsonerne følger skoleåret, og der præsenteres to lande hvert år. En del af de musikere, der har medvirket hidtil, har allerede været veletablerede i dansk musikliv. De har fungeret som musikambassadører, der kunne kaste lys over konflikter – også i lande, som der ikke normalt er fokus på i medierne. For eksempel har kendte musikere som Karen Mukupa og Moussa Diallo været med til at udbrede kendskabet til, hvad der sker i lande som Tanzania og Mali.
Ro i salen
Foredrag og koncerter henvender sig kun til skolernes ældste elever. Det er dog også de hormonelle teenagere, det normalt kan være allersværest at fastholde og engagere. Men her er det som regel ikke noget problem. De personlige historier, øjenvidneberetningerne, gør landene og de konflikter, de er ramt af, mere nærværende og aktuelle. Eleverne lytter – både til fortællingerne og musikken. Det er et vigtigt element i konceptet, at de medvirkende er musikere med en personlig historie og tilknytning til landet, ikke eksperter.
”Den personlige relation styrker oplevelsen af musik, som ellers kan virke fremmedartet”, siger Jens Jepsen. ”Og når musikeren lige hiver op i trøjen og viser et skudsår frem, så er der ro i salen”, tilføjer Jens Rømer.
Samtidig peger de to organisatorer på, at foredragene både øger forståelsen for de vanskelige situationer, der får mennesker til at forlade deres land, og derudover danner grundlag for en sund snak om kildekritik, for ”det er jo den type historier, der ofte mangler i mediebilledet”. I medierne vælger man ofte at vise de stærke billeder og en enkelt slagkraftig vinkel. Den personlige fortælling kan noget andet og maler som oftest et billede af konflikten, som ikke er sort-hvidt.
Musikken bygger bro
“Don’t be afraid - you are witnessing history!” Sådan sagde musikeren Nadin El Khalidis ældre bror, da de sad i et beskyttelsesrum i Bagdad og kunne høre bomberne tilintetgøre den by, de var vokset op i og dermed også det trygge familieliv, de havde været vant til. Og selvom Nadin først rigtigt forstod betydningen af de ord langt senere i sit liv, har de hængt ved og er blevet en ledetråd igennem hendes karriere som musiker.
Når hun går på scenen viser hun de få ting frem, som hun tog med sig, da hun flygtede fra Irak til Sverige i 2002: En dukke, et fotoalbum, hendes farfars tallerken og et kassettebånd med Joan Baez. De er en væsentlig del af hendes historie, og for hende er både musikken og den personlige fortælling en måde at bearbejde de krigsoplevelser på, som også er en del af bagagen.
Og netop kombinationen af at spille musik og fortælle om sit liv er essentielt. Hun optaget af at bygge bro og skabe forståelse mellem kulturer og svarer gerne på alle de mange forskellige spørgsmål, som både svenske og danske teenagere kan finde på at stille: ”Jeg er ikke sensitiv omkring min historie. Jeg vil gerne dele den. Og når vi mødes omkring musikken og taler sammen, holder vi håbet i live.”
Syrien og Afghanistan på programmet
I efteråret 2016 er det Syrien, der er i fokus, og til foråret 2017 er der afghanske musikere på plakaten. Fælles for den kommende sæsons musikere er, at de alle er flygtninge. Syriske Nour Amora og Mohamed Diab er begge flygtet i 2014 og bor i dag i henholdsvis Danmark og Sverige. De spillede allerede sammen i Syrien og har nu fundet sammen igen. Til forskel fra nogle af de tidligere medvirkende i Verdens Brændpunkter, der allerede er veletablerede i musiklivet, håber de, at deres medvirken kan blive et springbræt og en mulighed for at tage hul på en ny musikalsk karriere her i Skandinavien.
Det samme håber de afghanske musikere Heidar Wali og Mirwais Fedai. De kendte ikke hinanden på forhånd, men viste sig at være et godt match.
Det er de midler, som Klaverfabrikken modtager i tilskud som regionalt spillested, der har gjort det muligt at udvikle og videreføre Verdens Brændpunkter. Og der arbejdes hele tiden på at gøre konceptet endnu bedre og på at nå ud til flere. Som noget nyt vil den nye sæsons musikere blive undervist af en professionel storyteller. Uddannelsen er støttet af Interkulturelt Center, og skulle gerne gøre formidlingen endnu bedre.
Ud til flere
På Klaverfabrikken håber man, at flere kommuner, kulturhuse og spillesteder - og også meget gerne højskoler og efterskoler - vil tage konceptet til sig. Udover de arrangementer Klaverfabrikken laver i Hillerød, afholdes der pt. foredrag og koncerter i København, arrangeret af Kulturstationen Vanløse og Amager Kulturpunkt. Også i Sverige og Norge er der interesse for konceptet, så her arbejdes der på et fællesnordisk projekt, der vil gøre det muligt at lade musikerne rotere imellem de tre lande.
Prisen for foredrag, koncert og undervisningsmateriale afhænger af antallet af elever og ligger mellem 1600 kr. og 7000 kr., som går til dækning af musikernes honorar.
For hver ny sæson kommer der nye lande til. ”Desværre løber vi jo nok aldrig tør for brændpunkter,” siger Jens Jepsen, hvilket ellers ville være den ultimative sejr for den gensidige mellemmenneskelige forståelse. Men hvis man kan mødes gennem den personlige fortælling og musik i Hillerød – eller et andet sted i Danmark – er man da nået et stykke ad vejen.
Efterårets koncertfortælling hedder Souls of Syria og kan nu også bookes til et enketstående arrangement uafhængigt af Verdens Brændpunkter. Læs mere i den vedhæftede folder.
Man kan læse mere om Verdens Brændpunkter på Klaverfabrikkens hjemmeside og på http://www.xn--verdensbrndpunkter-wub.dk/
Spørgsmål kan rettes til Jens Jespsen på tlf. 29914590 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Klokken er 17 og der er travlt i skolekøkkenet. Der arbejdes på højtryk med at snitte salat og skære brød til aftenens fællesspisning på Peder Lykke Skolen på Amager. Alle køkkenets ovne er i brug, og den ene foliebakke med lasagne afløser den næste. Der skal være mad nok til alle, og det skal heller ikke trække alt for langt ud med serveringen. Maden kommer normalt på bordet kl 17.30, og folk er ikke utålmodige, men alligevel...
"Der er altså fire frivillige, der har meldt fra i sidste øjeblik," forklarer projektleder Katrine Lund Svenningsen, mens hun med sikker hånd fordeler lasagneplader og sovs på rækkerne af foliebakker. Det er vilkårene ved den slags aktiviteter. De frivillige er en uundværlig arbejdskraft og gør et stort stykke arbejde. Men der er en indbygget usikkerhed i frivilligheden. Hvis ikke de kan komme, så kan de ikke komme. Og man har ikke altid lige en vikar i baghånden, man kan ringe til.
Og denne dag i april er der altså lidt ekstra run på for at nå det hele. Udenfor venter en lille gruppe pensionister fra Peder Lykke Centret på den anden side af gaden allerede. De kommer hver gang - og som regel i god tid.
Initiativet med fællesspisning på Peder Lykke skolen opstod i 2015, da en gruppe frivillige syntes, at der skulle ske noget i lokalområdet. De søgte om penge til at iværksætte de tre første fællesspisninger, og fik dem bevilget af Amager Lokaludvalg Vest. I begyndelsen var der derfor mulighed for at ansætte kokke til at stå for menuen og til at lede de frivillige i køkkenet. Det er der ikke længere, men det er heller ikke noget uoverstigeligt problem. Initiativet kører videre, nu båret alene af frivillige kræfter, og så må man lære af hinanden.
Selvom fællesspisningstraditionen på Peder Lykke Skolen allerede var etableret, da Kulturhusene i Danmark meldte sig ind i Folkebevægelsen mod Ensomhed og dermed projektet "Danmark spiser sammen", så har initiativtagerne valgt at lægge aftenens arrangement ind under denne hat også. Det giver god mening, for fællesspisningerne bringer nogle mennesker sammen, som ellers ikke ville have mødt hinanden. Nogle kommer alene og finder nogle at sidde sammen med, andre kommer mest for at mødes med nogle, de allerede kender. Men uanset hvilken gruppe man tilhører, så er man en del af det fællesskab og den hyggelige stemning, der summer i lokalet. Udover pesionisterne er der også en del børnefamilier med. De nyder en aften, hvor de ikke selv skal tænke på indkøb og opvask, og hvor ungerne hygger sig med hinanden.
Prisen er lav, kun 30 kr. for voksne og 15 kr. for børn. På den måde kan de fleste være med. Og bæredygtigheden er der også tænkt på. Der er indgået et samarbejde med Meyers Bageri og Rema1000, der leverer overskudsvarer for at undgå madspild. Det er med til at holde prisen nede. Bliver der noget til overs efter fællesspisningen, så fragtes det straks til et herberg for hjemløse i nærheden.
Fællesspisningerne på Peder Lykke skolen blev hurtigt koblet til kulturhuset Kvarterhuset i Jemtelandsgade, hvor projektleder Katrine er ansat som studentermedhjælper. Ifølge hende er det en rigtig god ide at have en stabil og driftssikker institution til at stå for ting som salg og PR. De frivillige skal således alene bekymre sig om planlægningen af indkøb og afviklingen af selve spisningen. Det er også alt rigeligt at skulle stå for selve bespisningen af de 50-100 gæster, der plejer at at være - og selvom dagens kokke også får tid til selv at sætte sig ned og spise lidt af den tilberedte mad, så er de næsten igang hele tiden.
For kulturhuset er der også mere i det end bare en ekstra bunke arbejde. For huset betyder det noget, at der er et solidt lokalt netværk. Det samme gælder for skolen. Skole og kulturhus har således en fælles interesse i at lære hinanden at kende, og man arbejder også sammen på andre fælles arrangementer i forbindelsen med åben skole.
Da lasagnen er spist fortsætter småsnakken blandt de voksne rundt omkring ved bordene, mens de fleste børn løber rundt og leger. Samtidig breder der sig en herlig duft fra den popcornmaskine, som både unge og ældre valfarter til for at få lidt salt til dessert. En ældre dame kommer hen og spørger til datoerne for de næste arrangementer. Hun er med for første gang og har hygget sig, så hun vil gerne med igen. Alt omkring tilmelding og betaling foregår online, men hun får en løbeseddel med datoerne efterårets fællesspisninger.
Fællesspisningen på Peder Lykke skolen er på plakaten en gang om måneden. Næste arrangement finder sted den 14. september.
Arrangementerne har deres egen side på Facebook og kan følges der: https://www.facebook.com/faellesspisning/?fref=ts
Kulturhusene i Danmark består af lokale kulturhuse, aktivitetshuse, medborgerhuse o.l. Et fællestræk for husene er, at de skaber rammerne for og igangsætter kulturelle og fritidsmæssige aktiviteter. Landsforeningen har eksisteret siden 1987.
We use cookies to improve our website and your experience when using it. Cookies used for the essential operation of this site have already been set. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy. | |
I accept cookies from this site. Agree |