Den 25. maj i år trådte en ny persondataforordning i kraft, som EU vedtog for to år siden.
Det betyder, at reglerne skærpes for, hvordan persondata skal behandles og opbevares, hvilket naturligvis har betydning for både virksomheder, institutioner, organisationer og foreninger.
De nye regler omhandler alle former for persondata - ikke kun de personfølsomme - men også almindelig information som navne og emnailadresser.
Som kulturhus skal man altså til at være mere opmærksom på, hvordan man behandler data vedrørende medlemmer, deltagere, frivillige, samarbejdspartnere m.fl. Det gælder selvfølgelig i særlig grad, hvis man opbevarer personfølsomme oplysninger som CPR. numre og børneattester.
I første omgang er det en god ide at få skabt et overblik over dataflowet i huset og få formuleret en politik for, hvordan data behandles.
I Kulturhusene i Danmark har vi desværre ikke de juridiske kompetencer til at rådgive jer og give jer håndfaste svar på, hvordan I sikrer persondata i overensstemmelse med den nye forordning.
Vi holder os dog opdateret, så godt vi kan, og hjælper jer gerne med at finde frem til den rette vejledning.
Man kan lade sig inspirere af den privatlivspolitik, som det foreningsdrevne kulturhus KulturCosmos i Viby Sjælland har udarbejdet ved at klikke her.
Derudover henviser vi til en udmærket og let overskuelig vejledning beregnet på foreninger, udarbejdet af DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd.
Du finder vejledningen på deres hjemmeside.
Kulturhusene i Danmarks privatlivspolitik kan læses her.