130 mennesker fra hele Europa var med til sætte fokus på 'participation' på KHiD's årlige Hustræf, der løb af stabelen på Godsbanen i Aarhus den 17. til 19. maj. Forud for konferencen lå flere års arbejde med projektet RECcORD, der blev til i et samarbejde mellem KHiD, Aarhus Universitet, European Network of Cultural Centres og Godsbanen, med støtte fra Aarhus2017. Fra flere sider blev der derfor set med forventning frem til konferencen, og ikke mindst offentliggørelsen af de forskningsresultater, som har været et af projektets mål.
De medvirkende forskere fra Aarhus Universitet, Carsten Stage, Birgit Eriksson og Camilla Møhring Reestorff, præsenterede således seks deltagelsesformer og ni positive afledte effekter af deltagelse, som de har fundet frem til i arbejdet med de 20 'kulturelle recordere' - kulturhusmedarbejdere, der alle har været på udvekslingsophold i et kulturhus et andet sted i Europa og sendt informationer og indtryk til forskerne i Danmark.
De pegede blandt andet på, at det at gøre noget sammen med andre, 'togetherness with others', er en kvalitet, der er tæt knyttet til den borgernære, deltagerinvolverende kultur - og at det er en kvalitet, som mange andre kulturinstitutioner kæmper for at opnå.
Leila Jancovich, der er professor ved University of Leeds, bidrog med synspunkter fra den britiske debat om deltagelseskutur. Hun gjorde blandt andet opmærksom på, at selvom det er i kulturhusene, man finder de fleste beviser på, at deltagelse i kunst og kultur virker, så følger der ikke en tilsvarende funding med.
Den afsluttende rapport fra fra AU med resultaterne af RECcORD-projektet offentliggøres til efteråret.
Udover de akademiske oplæg, var der på konferencen rig mulighed for at at prøve forskellige deltagelsesformer af på egen krop. En gruppe på tyve var således med til at forberede konferencens første måltid til alle de øvrige deltagere under ledelse af en håndfuld kyndige syriske kvinder, imens en en anden gruppe deltog i Hello!Earths "Dans din nabo"-workshop.
Torsdag sluttede dagen af med et brag af en event, da tyske DrumKlub lagde vejen forbi spillestedet Radar og gav deltagerne mulighed for at skabe deres egen vilde trommekoncert.
Flere billeder fra konferencen kan ses på https://www.flickr.com/photos/123758038@N05/